Du er her: 

Et farvel i Corona-tider

Vi må ikke være mange sammen, hører vi hele tiden. Hvad betyder det i forbindelse med dødsfald og bisættelse/begravelse?

At der højst må være én deltager pr. bænk i kirken (4 kvm.), og at de skal sidde skiftevis helt inde og helt ude på bænken. Det vil altså også sige, at forældre ikke må sidde sammen med deres børn, når man følger reglerne. Det gør ondt!

Hvis afdøde skal kistebegraves, er det de regler, vi er nødt til at overholde.

Hvis afdøde har ønsket kremering, er der en anden mulighed.

Biskopperne har 18. marts tilladt, at man nu kan få afdøde kremeret inden den kirkelige højtidelighed. Det betyder, at man kan holde højtideligheden på et tidspunkt, hvor vi igen kan være flere sammen. Urnen kan nedsættes på kirkegården ved den lejlighed.

Vi danskere er ikke vant til at holde afskeden med vores kære på denne måde, men det kan blive en meget fin og personlig afsked på denne måde: Et bord i kirken med urnen og et lys og eventuelt en buket blomster. Og i øvrigt foregår ritualet, som vi er vant til.

Hvis urnen skal videre til en anden kirkegård, foretages jordpåkastelsen i kirken med tre fingerspids-fulde jord; hvis den skal nedsættes på vores egen kirkegård, kan det blive med jordpåkastelse, som vi kender fra kistebegravelser.

Du er altid velkommen til at ringe til præsterne, hvis du vil drøfte mulighederne.

Del dette: